Bygningen på Vesterbro

Vesterbrogade 75 ligger på hjørnet af Vesterbrogade og Oehlenschlægersgade.

Ejendommens samlede areal udgør 2.481 kvadratmeter med både bolig og erhverv fordelt på fem etager samt udnyttet tagetage og delvis kælderetage.
Bygningen mod Vesterbrogade er opført omkring 1860 og blev sammenbygget og i den forbindelse ombygget omkring 1920. I de efterfølgende 100 år er bygningen ombygget en række gange og har bl.a. huset den underlødige biograf Hawaii Bio og senere beværtningen Guldregn.


En farvearkæologisk undersøgelse har vist, at facadens nuværende farve adskiller sig fra den oprindelige. For at nærme sig det oprindelige udtryk bliver facaderne derfor pudset og tilført en hvidgrå kalkfarve.

Transformation til moderne kollegie

Tegnestuen Vandkunsten står for transformationen af den gamle ejendom. Vandkunsten er en dansk arkitektvirksomhed, som gennem halvtreds år har udfordret byggeriets rutiner, og som er kendt for deres arbejde med at skabe nye boformer og fællesskaber.
Dreyers Kollegie indrettes også med fokus på fællesskab.

Beboerne vil mødes naturligt i det daglige bl.a. i gårdhaven, i fælleskøkkenerne, og på tagterrasserne. På hver etage indrettes et fælles opholdsrum, som kan benyttes af beboere på tværs af etager til f.eks. bibliotek, studieplads, musikrum, tv-stue, bordfodbold eller byttebiks. I kælderen vil der være adgang til cykelkælder og værksted, og vaskeri og tørrerum placeres i stueetagen. Der vil fortsat være erhverv i stueplan.


Den enkelte bolig indrettes med fast inventar til opbevaringsplads, garderobe og håndvask og med trægulve. På de nederste etager kan man komme helt tæt på byens puls i siddenicherne i vinduet. I tagetagen kan man nyde udsigten over byens tage fra sin karnap.

